HBI får ny cheftræner

Som konsekvens af de dårlige resultater og en tiltagende nedadgående formkurve i anden halvdel af efterårssæsonen har bestyrelsen i HBI besluttet, at det er nødvendigt med et trænerskifte, for at klubben kan komme videre.
Nuværende cheftræner Janus Blond er fratrådt. Fra klubbens side siger vi stor tak til Janus for hans solide arbejde med at få løftet holdet til at kunne begå sig i 3. division, og vi ønsker ham alt godt fremover.
Som ny cheftræner med virkning fra d.d. tiltræder en af de største profiler i HBI`s historie med 326 1. holdkampe i perioden 1996-2010, Erdogan Aslan.
Erdogan har opnået store resultater som træner ikke mindst i Ishøj, som han førte fra Danmarksserien til 2. division.
I bestyrelsen ser vi med stor forventning og glæde frem til samarbejdet med Erdogan, som ved siden af sine fodboldmæssige meritter, er en lokal Holbæk dreng som har boet i byen i alle sine 46 leveår.