Ny Holbæk-sejr: Slog til med gæsternes skarpe contra-våben

6. maj 2018 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Senior

De klart mest boldbesiddende og generelt teknisk overlegne Holbæk-spillere skulle lige trækkes op i sommervarmen på Suri Park, men da den lille, fodrappe Mads Bobjerg Larsen fik prikket hul på den kompakte Stenløse-defensiv med et let lop over målmanden på en dyb frispillet friløber fra Mikkel Jensen efter en times spil, ændrede kampen karakter.

Gæsternes jagt på en udligning gav hjemmeholdet nogle omstillingsmuligheder som blev udnyttet så smukt og effektivt, at man endnu en gang blev mindet om, at fodboldkampe ikke altid – for nu at bruge en underdrivelse - vindes på overvægt i boldbesiddelse og antallet af afleveringer i egne rækker.

Holbæk var bedst og farligst i det omstillingsspil, der også var gæsternes foretrukne våben.

Det lignede (lidt for) længe en nydelig, ret udramatisk sommerkamps-uafgjort mellem to hold, der som udgangspunkt har hver sin tydelige spillestil. Den havde de lavtstående, omstillingsskarpe gæster fra Stenløse størst held med at praktisere i en ellers ret begivenhedsfattig 1. halvleg, hvor hjemmeholdets forsøg på Barcelona-spil i små rum flere gange så rigtig lovende ud, men hver gang manglede det helt afgørende element: et slutprodukt i form af en afslutning.

Da Malte Sjørslev bragte Holbæk foran 2-0 på (igen) Mikkel Jensens godt sete, præcist afleverede assist lignede resten af kampen en walk over for Holbæk. Sådan blev det ikke helt.

Efter Thomas Wagners reducering var gæsterne kun centimeter fra udligning, da et langskud prellede af på overliggeren. I stedet lukkede Mads Bobjerg den varme maj-forestilling med en let contra-scoring til 3-1.

Med sejren bevarer Holbæk andenpladsen i rækken på bedre målscore end Herlev. De to hold mødes i Herlev fredag den 11. maj.

 

Mads Bobjerg Larsen - to mål for Holbæk (Foto: Laila Versemann)