Våd uafgjort i Taastrup: Et point frem – og to tilbage - i topstriden

7. October 2017 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Elite

Aaarh, altså …

Når nu Holbæks banemænd fra kunstbanen i Tuse for et par uger siden, FA2000, var så så venlige at gøre det lige så slemme ved et andet tophold, Herlev, så er det lidt ærgerligt, at holbækkerne ikke kunne profitere fuldt ud af det resultat ved i samme spillerunde at besejre bundholdet Taastrup FC. Men sådan skulle det ikke gå. Det blev i stedet til et point frem – og to tilbage – i topstriden med Slagelse og Herlev efter skuffende 1-1 i regnvejrskampen i Taastrup.

Manager Morten Skovby:

”Kampen formede sig, som vi har set det tidligere i denne sæson. Vi kommer fint fra start, spiller godt og kommer hurtigt foran, men efter hjemmeholdets udligning kun fem minutter senere falder vi desværre lidt i niveau resten af halvlegen.”

”I 2. halvleg fik vi lukket godt af defensivt og også skabt et par chancer, som der bare skal scores på. Men en gang var det stolpe ud og to gange reddede en Taastrup-spiller på målstregen”, siger Morten Skovby – som dog også erkender, at Taastrup havde en enkelt - stor - chance kort før tid.

Holbæks opstilling:

Christian Mortensen – Mads Bobjerg Larsen, Marcus Carlson Pedersen, Kevin Nauta, Frederik Parishus – Malte Sjørslev, Ferdinand Bangsgaard, Jonas Thomsen, Andrew Kakooza - Mikkel Jensen (Jonas Bengtsson ´77), Torbjørn Billeskov (Jesper Friis Halling´72).

 

Malte Sjørslev - bragte Holbæk foran. (Foto: Laila Versemann)