Målmanden der kom ind med fire-toget og satte sig i respekt

26. september 2017 - skrevet af Søm - kategori: Klubnyt

Steffen Falster var på ungdomskontrakt i KB,  da han brækkede venstre hånd. Han var Holbæks bedste målmand i nogle sæsoner og Årets Spiller i 2004, men havde ofte store smerter på grund af slidgigt.

Velkommen til de to hold i eftermiddagens kamp i Superligaen  ... FC København og Brøndby. Vi er klar med de to holdopstillinger. Først FC Københavns. På mål har vi … med nummer 1 ... Steffen …

Speakeren i Parken har prøvet det mange gange før.

Han holder kunstpauser og hæver og sænker rutinemæssigt stemmen, når han afleverer sit budskab og fortæller publikum hvilke spillere, hjemmeholdet har på banen i dagens derby.

Efter annonceringen af den unge FCK-målmands fornavn stopper han, og tusindvis af struber gør som altid arbejdet færdigt for ham.

I et fælles løvebrøl skråler hjemmeholdets fans efternavnet ud i sensommerluften over den københavnske bydel Østerbro. FALSTER !!!

Vi skriver slutningen af august 2002 - og stopper allerede legen her.

For nej, det er ikke Steffen Falster Hansen, der står i FC Københavns mål i kampen mod Brøndby, hvor der med 38.000 tilskuere er tæt på fuldt hus i Parken.

Det er et tænkt scenarie - og et, som den unge Falster i en eller anden variant har drømt, mens han nogle år tidligere sad i toget fra Jyderup og flere gange om ugen kørte ind til træning i KB.



Steffen Falster spillede divisionsfodbold i Holbæk og i danmarksserien for Svebølle. Her er målmanden populær hos ungdommen i 2010. Foto: Kirsten Ellebæk

 
I august 2002 debuterer han - et par måneder før sin 19 års fødselsdag - i stedet for Holbæk. Et godt stykke fra Superligaen, nemlig i danmarksserien.

Det sker i en udekamp mod Næsby, som holbækkerne foran 150 tilskuere i det nordlige Odense taber med 2-3.

Steffen Falster får trods nederlaget en flot debut, og det er alt sammen beskrevet i et tidligere kapitel i hjemmesidens serie om nogle af Holbæks mest markante målmand i det nye årtusinde.

Først et år efter får Falster i 2003 sin næste førsteholdskamp i Holbæk, men i de følgende sæsoner er han på kontrakt i klubben som træner Jesper Hansens førstevalg i 2. divisionsholdets mål.

Den unge keeper er stærkt spillende, og han bliver kåret som Årets Spiller i HB&I i 2004.

Det er dog nogle sæsoner med store personlige omkostninger for Steffen Falster, der lider under efterveerne af et brækket venstre håndled fra tiden i KB.

Netop den skade kommer til at præge en lovende målmandskarriere så meget, at den reelt får Steffen Falster til at opgive den træningsmængde og intensitet, der kræves af fodbold på divisionsniveau.

Mængden af smertestillende midler - og her taler vi ikke om panodiler, men stærkere sager - samt  belastningen af hånden bliver simpelthen for stor.

Så efter at Holbæk to sæsoner i træk på nærmest traumatisk vis havde kikset oprykning til fodboldens 1. division, siger Steffen Falster stop i 2006.

Men en fortsættelse, for nedsat kraft og næsten uden træning, blev det alligevel til. I Svebølle.

Klubben lå i 2007 i serie 1, men havde - med Anders Nielsen som spillende træner - sat fart  i en hurtig opstigning gennem rækkerne.

Den kurs betød, at klubben fra Kalundborg-kanten i sæsonen 2008-09 pludselig lå i samme række som Holbæk, der var rykket ned i danmarksserien og havde taget navneforandring til Nordvest FC.

Men den klare fornemmelse mange år efter er alligevel, at Steffen Falster aldrig fik foldet talentet helt ud.

Det talent, der betød, at knægten fra Nordvestsjælland efter en periode i B93 kom på ungdomskontrakt i KB

Lad os derfor først gå ombord i tidsmaskinen og oprulle baggrunden for, at en teenager kunne sidde i toget og drømme om blive FC Københavns målmand i Parken.

Steffen var ikke noget naturtalent, men alsidig og kropsstærk. Han kunne spille stort set alle pladser på banen. Og han var i besiddelse af en stor vilje og ærgerrighed efter at nå så langt som muligt.

Efter fodboldstarten i Jyderup blev Kalundborg hans næste klub som målmand.

- Her så B93 mig i en juniorkamp, og de var vist i bekneb for målmænd. I hvert fald ville de have mig ind til en prøvetræning - og ville derefter gerne beholde mig, fortæller han.

Sådan begyndte turene til København, og det var også ved de tider, at Steffen i 1999 skulle på  Gørlev Idrætsefterskole.

Det ophold var han glad for - ikke mindst fordi han mødte Mette. De blev kærester og senere gift, og sammen har de nu Maja på seks og Lucas på tre år.

- I starten kørte min onkel mig derind et par gange, men ellers tog jeg toget og skiftede til S-toget og stod af på Svanemøllen, hvor B93 trænede, fortæller han.

Steffen Falster var ikke kontrakt, men det kom han, da KB pludselig meldte sig på banen.

- Jeg tror, at de havde mistet Kevin Stuhr Ellegaard til Farum og derfor manglede en målmand. Jeg havde ikke kontrakt i B93, og det fik KB nys om og tog fat i mig, fortæller Falster.

Stuhr Ellegaard, der også er årgang 1983 og har et halvt hundrede kampe på alle de danske ungdomslandshold, er i stadig aktiv. Han spiller i den svenske klub Elfsborg.


Sebastian Svärd var den store stjerne i KB's ungdomsafdeling, da Falster ankom. Svärd har spillet på alle de danske u-landshold og fik som 17-årig kontrakt i Arsenal.

Målmanden fra Jyderup fik en ungdomskontrakt, men starten i den gamle traditionsklub var ikke uden problemer.

KB - hvis motto fortæller, at klubben er stedet, hvor man gør drenge til mænd, og mænd til drenge - havde det lidt svært med integrationen.

- I hvert fald dem, der kom ude fra landet. Der var en del i KB, der havde nykker og virkede ret arrogante, husker Steffen Falster.

Det fik han blandt andet at mærke, da han satte sig i omklædningsrummet før den første træning og fik at vide, at dér kunne han ikke sidde. Det var en anden spillers faste plads.

- Så gik jeg over satte jeg mig et andet sted. Men så kom deres største stjerne, Sebastian Svärd, og sagde, at det var hans plads.

- Så jeg sad ude på kanten af en bænk i en periode. Men jeg tænkte mig skal de ikke få ned med nakken.

- Det tændte vilddyret i mig. Jeg er og bliver et konkurrencemenneske, og sådan er stadig. Både i fodbold og på jobbet. Jeg arbejder faktisk bedst alene … og det passer jo meget godt på en målmand.

Steffen Falster er ansat hos firmaet Garant i Kalundborg og beskriver selv sin funktion som halvt tømrer og halvt gulvmand.

- På et tidspunkt måtte jeg spørge mig selv, om det var realistisk at komme til at leve af at spille fodbold på fuld tid. Hånden satte sine begrænsninger, så det blev til, at jeg tog en håndværkeruddannelse, fortæller han.

I kundekontakten på jobbet er Steffen åben og serviceminded, men han kan i andre miljøer tale lige ud af posen i en bramfri tone og give svar på tiltale. Det kommer nok fra mange år på banen og i omklædningsrum.

Hør ham for eksempel beskrive sin ankomst i det københavnske klubliv som teenager:

- Jeg kom derind og var lidt overvægtig på det tidspunkt. Det faldt der nogle kommentarer om, men så måtte jeg jo flække et par stykker til træning for at sætte mig i respekt. Derefter var der ingen problemer …

Om det lige var fire-toget, han kom ind med, ved vi ikke. Men i den overførte betydning var det, og talentet havde vildskaben med.

- Jeg brændte for det og ville vise dem, at jeg ikke var den bondeknold, de troede. Jeg lever meget på min stærke psyke, og det kom faktisk til at gå supergodt i KB, fortæller han.

Steffen Falster beskriver, hvordan han i timerne, der blev brugt til transport, ofte sad og dagdrømte om en fodboldkarriere. Som alle store knægte med en vis portion talent altid har gjort.

Han spillede på KB's hold i ligaerne for ungdomshold, og det hele så lovende ud. Men så skete uheldet.

Steffen Falster mener selv, at det har været i år 2000 som førsteårs yngling og til en af årets sidste træninger inden vinterpausen.

- Jeg husker det sådan, at jeg var hentet op i seniorernes førsteholdstrup og trænede med FCK'erne, fordi de var ramt af skader eller afbud og reelt kun havde Karim Zaza til rådighed.

- Jeg fik venstre hånd på et hårdt skud, der kom fra nært hold og kunne straks mærke, at der var sket noget. Bagefter hævede hånden helt vanvittigt op, men der blev ikke gjort det store ud af dét.

Det viste sig dog, at hånden var brækket, og der kom gips på. Operation var ikke et tema på det tidspunkt.

- Sådan gik der et par måneder med problemer, og det hele endte med, at jeg fik ophævet min kontrakt med KB. Tilfældigt mødte jeg så Bosse Håkansson, der var ynglingetræner i Holbæk, fortæller Steffen Falster.

Træneren kendte til keeperens kvaliteter og fik ham til at starte i HB&I.



Den unge Steffen Falster blev førstevalg i Holbæk-målet. På dette holdbillede fra træner Jesper Hansens første sæson i klubben i 2003-04 er den anden målmand Johnny Thomsen.

- Jeg spillede ude på banen i Holbæk, men tror faktisk, at jeg kom til at stå på mål i nogle ynglingekampe. Det føltes dog som om, at hånden var kronisk forstuvet. Og om efteråret blev jeg opereret på Gildhøj i Brøndby.

Operationen var en større omgang. Der blev brugt dele af knogler fra hoften til håndleddet, og patienten fik den besked, at det kunne gå to veje.

- De sagde, at der var 60-70 procent chance for, at det ville holde. Men fortalte også, at der var en risiko for, at der med tiden ville gå slidgigt i.

Det var, hvad der skete, og derfor var træningen og kampene med Holbæks 2. divisionshold efterhånden kun mulige med indtagelse af smertestillende medicin.

I sommeren 2004 skrev Holbæk kontrakt med den 31-årige Anders Nielsen, der var kommet hjem til Kalundborg-egnen efter nogle år gode år i hollandsk og til sidst italiensk fodbold uden succes.

Han stillede op for Kalundborg, men blev hyret af Holbæk for med sin rutine at bidrage til at spille holbækkerne op i 1. division.

Men på den sidste dag i maj brækkede Nielsen en arm i en Kalundborg-kamp i 2. division i Kolding. Det komplicerede brud gav ham en skæv start i Holbæk, og helt godt blev det aldrig.

Anders Nielsen kom fra Raklev til Holbæk som ungdomsspiller, inden turen for det store talent gik videre til Lyngby, et dansk mesterskab i 1992 i Superligaens spæde år og senere professionel fodbold i  udlandet.

Han havde i Raklev-tiden haft et par juniorlandskampe, og efter mellemspillet i Holbæk blev der i Lyngby føjet fire U19-landskampe til cvet.

Her spillede Anders Nielsen sammen med talenter som Søren Colding, Claus Christiansen, Søren Frederiksen, Thomas Thorninger, Diego Tur og Michael Johansen.

Som et kuriosum kan nævnes, at han tabte alle de seks ungdomslandskampe, han var med i, med en samlet minusscore på 1-20.

Tilbage til Holbæk i juni 2004: Der blev samtidig skrevet med angriberen Rasmus Jørgensen, som på grund af en alvorlig knæskade havde fået ophævet sin kontrakt med Superliga-klubben Esbjerg, og var vendt hjem til Sjælland.


Disse to var hovedhistorien i medierne, men de unge talenter Steffen Falster og Lucas Andersen fik kontrakter samtidig.

For Steffen Falster og holdkammeraterne blev det to år med mange Holbæk-sejre, men det afgørende skridt op i 1. division kunne holdet ikke tage.



Efter nogle år som professionel i Holland og Italien vendte Anders Nielsen hjem. Han spillede i Kalundborg, men fik i sommeren 2004 kontrakt i Holbæk. Blev derefter hyret som spillende træner for Svebølle. Foto: Kirsten Ellebæk

Og som nævnt trappede målmanden ned, da kontrakten udløb. Men han tog mod en opfordring fra Anders Nielsen om at komme til Svebølle.

Nielsen havde fået lov at sige farvel til Holbæk et halvt år før tid, og han troede på det tidspunkt ikke, at oprykningen kunne kikse for holbækkerne.

Han var blevet hyret som spillende træner for Svebølle, der havde store ambitioner og som fandt midlerne til at indfri dem.

I sæsonen 2008-09 var Holbæk rykket ned fra 2. division og blevet til Nordvest FC. Svebølle var rykket op to sæsoner i træk og havde i de første kampe danmarksserien hjemme tabt med 0-6 til fynske Otterup. Men også hentet en del point.

Pludselig lå de to nordvestsjællandske klubber altså i samme række, og det første af sæsonens to lokalopgør mellem dem så ud til at blive Steffen Falsters sidste kamp for de grønne kometer.

Han havde i et stykke tid vidst, at det gik mod et stop, men ville gerne have lokalopgøret mod sin gamle klub med.

Det blev ingen stor oplevelse, for holbækkerne vandt i begyndelsen af oktober med 5-0 og satte opkomlingene på plads.

Det skete foran 650 tilskuere i Svebølle, hvor mange formentlig blev hjemme på grund af hård regn i timerne før lokalopgøret.

Nordvest-mandskabet havde på det tidspunkt taget hul på den pokalsucces, der først endte i semifinalen mod FC København. I Svebølle stod fem forskellige spillere bag holbækkernes mål:

Mathias Lysgaard på hovedstød efter hjørnespark, Niklas Jørgensen med et skud fra kanten af feltet, Fazil Keskin  med en inderside, Ersun Aslan  med et lob over Falster og Philip Holm Svendsen på hovedstød.

Fire af målene faldt efter pausen, og bagefter fortalte Svebølle-målmanden til avisreporter Torben Clausen, at kampen på grund af slidgigten havde været hans sidste.

- Karrieren fik dødsstødet fra sygehuset i tirsdags. Faktisk er det kun brusk, der holder håndleddet sammen, og jeg risikerer et brud, hvis jeg får et hårdt slag. Så skal jeg have en plade sat ind og vil  dermed få et stift og ubrugeligt håndled, fortalte han.

Lokalopgør var Falsters sidste fodboldkamp, lød overskriften i efteråret 2008, og den var rigtig nok lige på det tidspunkt. Men den kom ikke til at holde stik.

For det er svært at sige farvel til fodbold, når man først har været en del af gamet og mærket suset. Og der var meget mere i Steffen Falster ...

Klubben hentede den polske målmand Jakub Siwierski i Kalundborg fra årsskiftet 2009, og han stod foråret i Svebølle-målet.

Men først på sommeren fortalte Falster pludselig, at han var klar til at tage kampen op. Hånden havde haft godt af ro, græsset var grønt - og lysten til fodbold var intakt.

- Jeg har nu genoptrænet håndleddet i et halvt år og meldt mig klar, fortalte han lokalavisen. Og det kom meget bag på Siwierski, der troede, at han var uden konkurrence som førstevalg.

Det endte med, at den genopstandne målmand i første omgang passede målet i holdets pokalkampe, men efter nogle turneringskampe i den nye sæson satte Anders Nielsen i september 2009 Siwierski af og valgte Falster.

- Jakub er ikke nogen dårligere målmand end Falster, tværtimod nok stærkere i mand til mand situationer og i benene, men jeg har savnet noget verbal udstråling. Noget råberi og indpiskeri nede bagfra, forklarede træneren i den lokale avis.

Så tog den polske keeper sit gode (målmands)tøj og forlod Svebølle. Falsters formkurve var stigende, og i de tre første kampe i foråret blev han ikke passeret, da Svebølle åbnede 2010 med at hente syv point.



Den polske målmand Jakub Siwierski kom til Svebølle fra Kalundborg, men blev knotten, da Steffen Falster pludselig meldte sig klar. Foto: Mikael Rieck

Og selvom det derefter blev til et nederlag mod Avedøre hentede holdet også et par fine 5-0 sejre og var til det allersidste med i kampen om oprykning til 2. division.

Det kunne være endt med den helt store triumf for Anders Nielsen, der på tre og en halv sæson i Svebølle havde ført holdet fra serie 1 til toppen af danmarksserien. Deraf kun en halv sæson i sjællandsserien på grund af strukturændringer.

Men Svebølle kunne på sidste spilledag ikke selv afgøre endnu en oprykning, og de andre tophold gjorde deres pligt og vandt.

Så trods en voldsom hjemmesejr på 9-2 over et svækket hold fra Odense-klubben Marienlyst blev Svebølle på en dårligere målscore liggende på den fjerdeplads, der var billet til ingenting.

Anders Nielsen er den mest succesrige træner i klubbens historie, men Svebølle  har også haft gode erfaringer med andre trænere, der var hentet i Holbæk. Nemlig Brian Nordahl, Finn Sune Jensen og Erdogan Aslan.

At kikse en oprykning havde Steffen Falster jo prøvet før, og selvom han ikke trænede i samme omfang som holdkammeraterne, voldte hånden igen kvaler.

Derfor blev den junidag i 2010 - hvor Falster klarede et straffespark fra en kun 16-årig fynsk spiller - hans endelige farvel til fodbold på det niveau.

Der skulle trappes ned i serie 3-klubben Mørkøv, men stadig med job som målmandstræner i Svebølle. Her skullle Falster nu arbejde med den nye førstemålmand, Nicky Jensen.

Ham havde den Svebølles nye træner, Erdogan Aslan, ønsket sig - og fået. Det blev med Nicky Jensen som målmand, at Svebølle allerede sæsonen efter sikrede sig oprykningen til 2. division.

Det skete via en tredjeplads i danmarksseriepuljen og oprykningskampe mod Odder og Frem Sakskøbing.

- Jeg synes, at Nicky rykkede sig meget i den tid, jeg arbejdede med ham, siger Steffen Falster.

Han var helt frem til Svebølles sportslige og økonomiske kollaps målmandstræner i klubben. Og i januar 2014 kunne bold.dk endda fortælle, at 30-årige Falster var klar til at tage kampen op om pladsen i Svebølles mål.

Det var nu kun et rygte, og der blev heller ikke noget af det, da Falster på et tidspunkt blev sat i forbindelse med Superliga-klubben SønderjyskE.

De havde problemer og var faldet over oplysningen om, at en målmand ved navn Steffen Falster havde divisionserfaring og var transferfri.

- Jo, der var en enkelt opringning, men jeg var jo ikke klar til den slags og afslog blankt. Der blev grinet en del over det i klubben, fortæller han.



Jeg er måske gået glip af en karriere, men har ikke brug for tudekiks, siger Steffen Falster. I en træningskamp mod Nordvest i sommeren 2009 laver Stephen Jensen her selvmål på ham. Foto: Steen Rasmussen

Det store comeback blev det ikke til, men på sin retræte i serierne var han i perioder - nogle af dem lange - målmand, da Mørkøv sikrede sig to oprykninger i træk.

Først i helt suveræn stil til serie 2 i juni 2012 og derefter sammen i selskab med Fårevejle til serie 1 året efter.

I serie 1 mødte Mørkøv muren og lå i bunden. Den spillende træner, Michael Larsen, sagde efter intern uenighed farvel før tid i efteråret.

Steffen Falster fortsatte i Mørkøv som målmand og målmandstræner, men blev senere genforenet med Larsen i Jyderup som hans assistenttræner.

Jyderup rykkede i 2015 op i serie 2, og her har Falster også haft en halvsæson som målmand, men en knæskade har drillet. Den gode nyhed er, at den venstre hånd har det godt.

- Håndleddet er lidt stift i forhold til det andet, men jeg har stort set ikke smerter. Når det er rigtig koldt bliver det ømt. Men når vi er på skiferie i Norge, kan det klares med varmecreme.

- Jeg har et godt liv. Er måske gået glip af en fodboldkarriere, men har ikke brug for tudekiks. Om det for alvor var blevet til noget i KB og FCK, aner man jo ikke.

- Jeg har selvfølgelig ærgret mig mange gange, men jeg er mentalt stærk og kan vende alt til noget positivt.

Sådan lyder slutreplikkerne fra en målmand, der måske kunne have nået det helt store. Men faktisk også nåede en del - og er glad for sine oplevelser.

Også et stykke nede i rækkerne sker det, at han støder på gamle holdkammerater.

Det skete for eksempel, da Mørkøv i slutningen af april på hjemmebane vandt serie 2-kampen mod Holbæk United med 1-0.

Hos modstanderne var Tahir Abazibra, som Falster havde trænet i adskillige år i Svebølle, målmand - og han fik rødt kort i overtiden.

Helt fremme var Fazil Keskin - en måned før sin 30 års fødselsdag i slutningen af maj - angriber hos Holbæk United. Og tankerne gik selvfølgelig tilbage til maj 2006.

Holbæks position i toppen af 2. division øst  vaklede efter fem nederlag i seks kampe, da Keskin fik debut på førsteholdet.

En uge før sin 19 års fødselsdag blev han skiftet ind i topkampen mod Hvidovre på udebane.

 

Fazil Keskin jubler over et af sine mange mål for Holbæk og Nordvest FC. Steffen Falster har både spillet med og mod den vævre forward, der nu spiller serie 2-fodbold i Holbæk United. Foto: Svend Erik Hansen

Den vævre forward scorede det sene og meget vigtige sejrsmål til 1-0, da Hvidovres målmand på den glatte bane helkiksede et indgreb udenfor feltet.

I alt er han i dag noteret for 175 kampe/62 mål i Holbæk og Nordvest, og Fazil Keskin blev Årets Spiller i 2008.

Det var i topopgøret mod Hvidovre, at Freddy Andersen fik sin debut som cheftræner.

Henrik ”Store” Larsen havde fået weekendfri for at fejre sin 40 års fødselsdag, og så blev assistenttræner Andersen forfremmet i topopgøret.

Sæsonen var begyndt med Jesper Hansen som træner i et efterår, hvor tingene gled som smurt.

Holbæks vandt efter et premierenederlag til Næstved ni kampe i træk, og i fem af dem holdt Steffen Falster målet rent. Han sluttede foråret med yderligere to clean sheets.

Holbæk lå nummer et og havde et forspring på seks point ned til Hvidovre på andenpladsen, da Jesper Hansen midtvejs i sæsonen kom ud af sin kontrakt.

Han havde fået et tilbud fra Superliga-nedrykkerne Herfølge, hvor han afløste Michael Schjønberg.

Peter ”Sjoser” Pedersen tog over i Holbæk, men den tidligere førsteholdsspiller (210 kampe, 11 mål) blev i påsken ramt af en blodprop. Og det kostede måske Holbæk oprykningen.

Henrik Larsen blev hyret som afløser, og det blev til flest nederlag i hans 10 kampe med holdet.

Det blev også et farvel til i utide til holdets mest rutinerede. Det var assistenttræner Morten Nielsen, der stoppede på grund af intern uenighed.

Men efter sejren i Hvidovre slog holbækkerne Slagelse og Glostrup og blev toer i 2. division øst efter Næstved. Og snublede altså i oprykningskampene mod Thisted.

Holbæk United fik i øvrigt hurtigt revanche med en sejr på 5-2 over Jyderup i pokalturneringen midt i maj. Steffen Falster har både spillet med og mod Fazil Keskin, som også været et smut i Svebølle.

Det nederlag kunne jyderupperne leve med. Sæsonen endte med en andenplads i serie 2-puljen, og den gav oprykning til serie 1.

Steffen Falster har stået på holdkortet som indskifter flere gange. Når holdet er ramt af skader og afbud er han klar til at gå ind og lave lidt ravage.


Steffen Falster står her som nummer tre fra venstre, da Jyderup i juni havde sikret sig oprykning til serie 1 med en sejr i Undløse. Bagved er topscorer Jonas Næsborg i gang med at hælde øl i håret på en holdkammerat. Foto: Jyderup Boldklub

Jyderup er kendt som et fysisk hold, der går til den. Og så scorer Næsborg målene.

Det blev skåret helt ud I den sidste kamp vandt Jyderup på udebane med 4-2 over Undløse, og topscorer Jonas Næsborg-Nielsen stod for alle fire mål.

Et vaskeægte og hurtigt hattrick i kampens første 15 minutter blev indledt efter kun 10-12 sekunders spil, hvor et Undløse-boldtab blev straffet.

Yassin Ismail var manden bag flere assists til Næsborg. Han kan kunsten at stikke bolden i dybden til Næsborg, der som regel er iskold foran kassen.

- Hans venstrefod er skruet helt rigtigt på, som Steffen Falster siger om angriberen, der er ud af en kendt sportsfamilie i Mørkøv.

Han har også tidligere scoret mål for Tuse, og for Jyderup blev det sidste sæson til 20 Næsborg-mål i serie 2. Fordelt med otte i efteråret og 12 i foråret

Trods den hurtige 3-0 føring var sejren ikke problemfri for Jyderup, der kunne takke spilleren med nummer 94 - målmand Frederik Sander - for en række store redninger mod Undløse.

Unge Sander har døjet med knæproblemer, og de er taget til i en grad, så han ikke har fået sæsonstarten i serie 1 med. I stedet har Markus Müller vogtet Jyderup-målet, og Jyderups oprykkere har været en underholdende fornyelse i rækken. I begge ender af banen.

Eneste lille ærgrelse for de to Jyderup-trænere sidste sæson var, at det ikke lykkedes at få andetholdet op fra serie 4.

Men alt det er allerede fodboldhistorie nu, hvor det gælder en ny sæson. Og historie, det er det følgende også.

For skal vi for en god ordens skyld lige bringe orden på Superliga-kampen mellem FCK og Brøndby. Falsters drømmekamp fra artiklens indledning ...

På en herlig sommerlørdag i august 2002 er det ikke Steffen Falster, men 22-årige Rune Pedersen, der vogter hjemmeholdets mål i Parken.

Han må se svenskeren Mattias Jonsson bringe Brøndby foran med en inderside, men FCK-nordmanden Erik Mykland begynder så småt at svinge taktstokken på midtbanen.

FC Københavns Peter ”32” Møller gør det slemme ved sine tidligere holdkammerater fra Brøndby og banker en returbold fra  Mogens Kroghs halvklaring i nettet i første halvlegs overtid.


Sisusiso Zuma - sydafrikaneren med legende-status i FCK afgør kampen mod Brøndby i august 2002. Her hyldes han som Årets Spiller i klubben i 2001. Foto: FCK Fan Club (fckfc.dk)

 
Efter pausen bliver sydafrikaneren Sibusiso Zuma - der havde afgjort mesterskabet med sit ikoniske mål på saksespark mod Brøndby i juni 2001 - skiftet ind.

Han glider dygtigt af på to forsvarere, udplacerer Krogh og scorer til FCK-sejr på 2-1.

Løverne jubler, for sejren luner ekstra meget. I foråret 2002 havde de smidt mesterskabet til netop Brøndby i sæsonen, hvor FCK sagde farvel til Holbæk-importen Christian Poulsen.

På Steffen Falsters plads - målmandens - er flere navne i aktion for FC København indtil sommeren 2005.

Da bliver Jesper Christiansen hentet ind og bliver i en årrække løvekonge i buret.

 

 

Læs også:

Da Bønderne fra Jyderup stak næsen frem

Det gjaldt point og prestige - og Knold og Tot ...