I silende regn i Skibby kom andetholdet tilbage på sejrskurs

8. oktober 2017 - skrevet af John Friis - kategori: Senior

Hovedparten af tilskuerne til lørdagens opgør i Skibby havde søgt ly for den trøstesløse og vedvarende efterårsregn i det lille overdækkedetribuneafsnit” i det ene hjørne af stadion. Derfra blev de vidne til en ganske underholdende kamp med masser af afslutninger, dog helt klart flest til udeholdet.

Gæsterne fra Holbæk bragte sig i spidsen efter godt 20 minutter, da Jesper Halling efter et par gode træk udplacerede hjemmeholdets målmand med et fladt skud, der klinede sig ind ved den ene stolpe. Niclas Sørensen fordoblede sikkert føringen på et straffespark begået mod Metkel Awalon, som Skibby kampen igennem havde store problemer med.

Hjemmeholdet fik reduceret på et straffespark inden pausefløjtet, men der kom alligevel ikke rigtig spænding om kampens udfald. Holbæk havde haft flere store chancer og burde have haft en større føring. Manglede held/skarphed og så en velspillede målmand holdt dog stadig på dette tidspunkt Skibby inde i kampen.

I det 56. minut scorede Metkel Awalon på et flot hovedstød efter et af de mange giftige hjørnespark til holbækkerne. Gæsternes Jesper Halling scorede yderligere to gange i løbet af den sidste halve time, og så sluttede opgøret på den dyngvåde bane med en sikker sejr, som afspejlede styrkefoldet på en dag, hvor både spillere og tilskuere havde travlt med at komme indendørs.

Efter tre kampe – 2 x uafgjort og et klart nederlag sidste weekend til Svogerslev – kunne sejrsråbet igen tydeligt høres fra HB&I’s opklædningsrum. Resultatet i den meget tætte og spændende række i serie 2 betyder, at Holbæk på en fjerdeplads stadig har kontakt med førerholdene. Jævnbyrdigheden illustreres meget godt af, at Holbæk kun har 4 point op til Svogerslev, som fører rækken.

Andetholdet spiller hjemme på lørdag kl. 15.30, hvor Vindinge kommer på besøg.

Jesper Halling scorede 3 mål (foto: Laila Versemann)