HBI videre i DBU Pokalen: Scorede tre mål med en spiller i undertal

8. august 2017 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Elite

Det nye Holbæk-hold fik kamp-erfaring og kontant udbytte ud af tirsdagens langtur til Falster, hvor Listrup UIF fra Sjællandsserien var vært og modstander i DBU Pokalens 1. runde. 

"Vi mødte et hold som kæmpede det bedste, de havde lært. HBI havde bolden stort set hele tiden og efterhånden slap hjemmeholdets kræfter op, selv om vi var reduceret til ti mand", siger manager Morten Skovby.

Hans hold spillede de sidste 35 minutter med en spiller i undertal, da anfører Jonas Thomsen blev vist ud efter to gule kort. Alligevel blev det altså til tre Holbæk-scoringer efter udvisningen.

"Når vi var tålmodige og fik sat angrebene rigtigt op, tilspillede vi os mange chancer", lød evalueringen fra manager Skovby.

Hos Holbæk var der debut til målmand Lasse Merritskov, som gjorde det godt og holdt nullet, og til Mads Moch som spillede hele kampen som højre back. Også Kevin Nauta, som blev skiftet ind i lørdagens kamp mod Taastrup, spillede hele kampen i midterforsvaret. 

Lasse Merritskov - fin målmandsdebut med clean sheet. (Foto: Laila Versemann)